FGU Vestegnen og FGU NORD får 6 millioner til 3-årigt trivelsprojekt for elever

Et nyt 3-årigt projekt, der skal lave en målrettet indsats for elevernes trivsel på FGU Vestegnen og FGU NORD, bliver støttet med 6 millioner kroner af EU Socialfonden og Region Hovedstaden

Et helt nyt projekt, som er et samarbejde mellem FGU Vestegnen og FGU NORD, skal finde vejen til elevernes motivation og trivsel i hverdagen. Målet er at sikre, at flere unge får en uddannelse og gennem udvikling og afprøvning af forskellige indsatser, vil de to FGU-institutioner finde nøglen til meningsfuldhed og trivsel for eleverne. 

Tre-årigt projekt med fire hovedaktiviteter

Det nye projekt, der starter 1. januar 2023, vil være et samarbejde mellem FGU NORD og FGU Vestegnen. På de tre år, som projektet kører i, vil de to organisationer iværksætte en række nye tiltag fordelt under fire overskrifter:

Et nyt værktøj til måling af trivsel

For at kunne tage temperaturen på de unge FGU-elevers trivsel, vil de to institutioner bl.a. udvikle og afprøve en ny digitalt baseret form for trivselsmåling. Tanken er at kunne få et løbende billede af, hvordan de unge løbende, og at bruge den løbende vurdering til at handle hurtigt på lokale udfordringer.

ABC for mental sundhed

En anden hovedaktivitet vil bestå i at sætte gang i en række elevrettede aktiviteter med udgangspunkt i den forskningsbaserede tilgang “ABC for mental sundhed”. Her henter de to FGU-institutioner hjælp hos forskere på Københavns Universitet, og sammen skal de bl.a. udvikle, kvalitetssikre, iværksætte og integrere en række forløb, der tager udgangspunkt i ABC-tilgangen; nemlig Act – at gøre noget aktivt, Belong –  at gøre noget sammen med andre og Commit – at gøre noget meningsfuldt. Disse tre begreber har nemlig vist sig at være nøglekoncepter i forhold til menneskers trivsel.

Medarbejdernes skal klædes godt på

For at klæde medarbejderne på de to FGU-institutioner på til arbejdet med trivsel og unges mentale sundhed, vil FGU Nord og FGU Vestegnen skabe et skræddersyet kompetenceudviklingsforløb. Som en del af forløbet skal der også være mulighed for ekstern sparring og supervision, ligesom udvalgte medarbejdere skal have særlige kompetencer til at forstå, hvordan man som underviser skaber trivsel og håndterer individuel og kollektiv mistrivsel blandt eleverne på hold og værksteder.

Trivsel på skoleskemaet

For at arbejde kontinuerligt med trivsel skal der udvikles og afprøves undervisningsforløb om trivsel, som skal være en integreret del af FGU-elevernes hverdag og undervisning. Her kommer de udvalgte medarbejdere med særlige kompetencer til at spille en stor rolle i forhold til at sikre inkluderende arbejdsfællesskaber på værksteder og hold, at fremme positiv adfærd og forebygge mobning – alt sammen for at sikre det nødvendige fundament for læring.

Projektet, der i alt er berammet til 8 millioner kroner, er støttet med sammenlagt 6 millioner kroner af EU Socialfonden og Region Hovedstaden.

// 19-01-23

Kontakt FGU Nord

Job & karriere

$

Klik her for at se ledige stillinger

$

Gladsaxe

$

Ballerup